Hvordan tager du en pause?

Jeg vil skrive til dig om pausen, men det er svært. Jeg siger til mig selv, at du har hørt det 1001 gange før. Husk, at du skal tage din egen iltmaske på først. Det er en kliché. Det er banalt. Det kan jeg sgu sagtens sige.

Eller det rejser et godt spørgsmål. Mange pårørende reagerer med modstand, når venner og sundhedspersoner opfordrer dem til at huske pausen.

Hvorfor?

You tell me. Men måske lander det som et godt råd af automatisk karakter, en velment mangel på følelsesmæssig forståelse, inden jeg har mødt dette menneske i en virkelighed, hvor pausen føles uoverskuelig, risikabel og forkert.

Uoverskuelig, fordi dit hoved allerede er fyldt af en to do-liste, som er ude af din kontrol?

Risikabel, fordi noget ukendt kan ske i dit fravær?

Forkert, fordi patienten ikke er dig?

Det er spørgsmål, som jeg ikke kan springe over. Jeg er nødt til at være med dem, inden vi begynder at snakke om en pause. Ellers giver det bagslag.

Og endelig kan vi have en dybere samtale om selve pausen.

I begyndelsen var ordet, siger Johannesevangeliet. I begyndelsen var pausen, siger den pårørendes evangelium.

Det, jeg mener: at den pårørendes pause har et skær af noget primært, noget helligt, medmindre der er tale om en akut situation.

Men hvad er en pause overhovedet? 

På engelsk har de to ord, som rimer: state and trait. På dansk har jeg lyst til at kalde det for tilstand og tilbøjelighed.

Jeg kan være i en urolig tilstand, når jeg får en besked fra et afholdt menneske, som fortæller mig, at alt er noget lort; eller jeg kan være tilbøjelig til at blive urolig, når jeg får en dårlig besked.

Min urolige tilstand har typisk brug for en kortere pause her og nu: fx et rytmisk, langsomt åndedræt, eller kontakten med mine sanser.

Min tilbøjelighed til at blive urolig har typisk brug for en daglig, overskuelig pause, som føles meditativ for mig, uanset hvilken tilstand, der præger min dag. Motion, meditation, kontakten med naturen, en dagbog, en skitsebog med tegninger fra naturen.

Tænk på en radiator. Der er brug for, at du kan skrue på ventilen, hvis du kommer hjem i en forfrossen tilstand. Men der også brug for en termostat, hvis du har tilbøjelighed til at fryse. Både ventilen og termostaten er vigtige for at bevare en behagelig temperatur.

Hvad er din termostat? Hvad er din ventil? Er det forkert, at du tager en pause, når patienten ikke er dig?

Det første svar: det er selvfølgelig svært, at hjælpe et andet menneske til ro, når du selv har svært ved at finde ro.

Det andet svar: flere store tænkere og gryende tendenser er ved at ændre vores forståelse af, hvad det vil sige at have det godt – og hvad det vil sige at have det svært. Billedet er mangfoldigt, men i centrum står en forståelse af, at sygdom aldrig bare er det enkelte menneske. Den er altid et mellemværende. Steder, systemer, relationer og kroppe bliver fortættet til et sårbart miljø.

Det er lysningen i en fælles skov, når du holder en pause. Men jeg ved godt, at det kan være svært at se lysningen for bare træer. Jeg håber, du aner en lysning, hvis du har læst hele vejen herned.

Du er meget velkommen til at dele brevet med en anden pårørende, som er i tanker.

Du er også meget velkommen til at skrive et brev tilbage, hvis du har spørgsmål eller tanker, så prøver jeg at svare.

Og du er selvfølgelig velkommen til at skrive dig op lige her, hvis du fremover vil breve direkte i din indbakke.

Kærlig hilsen,