Hvorfor føles det som et tab?

Kære pårørende,

Personen, du elsker, er her stadig, og alligevel kan du gå rundt med oplevelsen af et tab, følelsen af en sorg.

Måske har du haft et særligt billede af det andet menneske. Du har haft en intuition om dette menneskes væsen; hvem dette væsen er for dig. Men nu er det som om, at virkeligheden og billedet er blevet trukket fra hinanden.

Det kan opleves som et tab. Det kan føles som en sorg.

Det har et navn: uklart tab – på engelsk ambiguous loss. Navnet kommer fra den amerikanske familieterapeut Pauline Boss, som siden 1970'erne har været med familier, der er efterladt med tab og sorg, uden at deres elskede er død.

Det uklare tab har to klassiske former.

I den første form er det et tab uden død, hvor den anden er fysisk væk, men psykologisk stadig tilstede. I den dramatiske ende af skalaen kan det være en soldat, som er meldt savnet. I den mere almindelige ende af skalaen kan det være en skilsmisse, eller det kan være et voksent barn, som er flyttet hjemmefra.

I den anden form for uklart tab er det andet menneske fysisk til stede, men psykologisk forandret eller væk. Det gælder fx forskellige grader af psykisk og fysisk sygdom. Den anden er her stadig og ligner endda sig selv. Og alligevel er alt blevet anderledes.

Den første form for uklart tab er et fysisk fravær med psykologisk nærvær. Den anden form for uklart tab er et psykologisk fravær med fysisk nærvær.

Det uklare tab er på mange måder den mest belastende form for tab, fordi det ikke kan afsluttes. Der findes ingen ritualer eller social forståelse. Ingen begravelse, ingen gravøl, ingen traditioner, ingen symbolske former for afsked, som kan holde tabet i en fælles erfaring.

Derfor er det også en oplevelse, som kan afføde en stor ensomhed. Hvordan forklarer du din chef, at du oplever tab og sorg, når det andet menneske stadig er her?

En anden belastning er, at uklarheden også kan skærpe uenigheden i netværket. Det uklare tab skaber uklare grænser. Og det giver grobund til forskellige holdninger i en svær situation, hvor meget er på spil.

Hvad er din rolle? Hvad kan du forvente af den anden?

Blandt forældre til unge med fysisk eller psykisk sygdom er uklarheden ofte meget konkret. Har jeg et hjemmeboende barn? Hvor længe? Hvordan? Er mit barn blevet voksen? Hvor er min egen base?

Så det uklare tab er en betydelig belastning, når det har stået på i længere tid. På den måde giver det måske god mening, at du kan længes efter klarhed? Mange pårørende går i hvert fald rundt med den længsel.

I den milde ende kan det være et ønske om, at det unge menneske flytter ud af hjemmet. I den ekstreme ende kan det være et ønske om, at det andet menneske simpelthen forsvinder ud af ens liv. Men både den milde og ekstreme længsel efter klarhed er et tabu - og så er vi tilbage på det ensomme sted.

Det er vigtigt at give rum til ønsket om klarhed i en pårørendegruppe eller i individuel psykoterapi, når du kan mærke, at du har modstand mod at sige det højt.

Engang talte jeg med en ung kvinde, som var datter af en mor med svær og langvarig paranoid skizofreni med meget lidt sygdomserkendelse. Efter nogle samtaler fortalte datteren, at hun nogle gange kunne ønske, at hendes mor fik fred – at hun ikke var her mere.

Datteren følte sig helt forkert, da hun sagde det. Hun græd og græd og græd.

Men det var også et første øjeblik, hvor hun kunne være med en stor, svær og forbudt følelse. Det var en lettelse for hende at sige det højt. Noget slap. Pludselig kunne vi give det et navn: uklart tab.

Det var ikke først og fremmest et ønske om, at hendes mor skulle gå bort. Det var først og fremmest et ønske om klarhed. Det er en dybt menneskelig reaktion på en uklar livssituation.

Så hvordan er det muligt at være i det uklare tab?

Spørgsmålet rammer dybt ind i den pårørendes eksistentielle situation. Jeg er yderst pragmatisk med hensyn til den bedste vej fremad for den enkelte pårørende – ingen tilgang kan det hele, men de fleste tilgange kan noget.

Lige præcis arbejdet med det uklare tab tror jeg dog kalder på en mere langvarig og dyb psykoterapi af eksistentiel karakter.

Pauline Boss har otte forskellige komponenter i psykoterapien med uklart tab. Jeg koger det ned til fem. Her gør jeg kort proces med en lang proces.

Det første skridt er ganske enkelt at huske, at din følelse har et navn. Det får ikke situationen til at gå væk, men det giver et skær af tiltrængt klarhed.

Det andet skridt er en vigtig erkendelse. Mange pårørende har skyldfølelse over at have det svært, men dine svære følelser handler ikke primært om noget i dig, som er forkert. Kilden til uklarheden er uden for dig selv.

Det tredje skridt er at spørge dig selv, hvad du ægte kan kontrollere her og nu – og hvad du er nødt til at acceptere. Den berømte sindsrobøn rammer hovedet på sømmet: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre; modet til at ændre de ting, jeg kan; og visdommen til at se forskellen.

Det fjerde skridt er at træne din tolerance for ambivalens. En del af din elskede er væk, og det kan gøre dig ked af det. En anden del af din elskede er her stadig, måske alt for meget, og det kan gøre dig vred. Begge følelser er sande.

Kan du være i begge følelser, uden at de udelukker hinanden? Ja, du kan blive vred, og det er på sin plads. Ja, du kan blive ked af det, og det er på sin plads. Stærke kræfter vil have dig til at vælge. Kunsten er at lade være. Eller mere præcist: at lade de enkelte situationer kalde på hver deres sande følelse.

Det femte skridt er at søge et nyt billede af dig selv og din tilknytning. Hvem er du, egentlig, når uklarheden ikke går væk? Hvem vil du gerne være? Hvordan er det muligt at være sammen trods alt?

Lyder det svært? Det er svært. Det er en langvarig udvikling, som kræver fordybelse og tålmodighed. Men gennem arbejdet med det uklare tab findes også en personlig visdom, som du kan give videre.

Er du pårørende med behov for specialiseret 1:1 psykoterapi er du velkommen i min praksis her i Svendborg - eller online. Du kan også læse mere om mig, hvis det giver mening.

Husk som altid: Du er velkommen til at skrive et brev tilbage med spørgsmål og tanker – jeg svarer næsten altid. Du kan skrive til mig på martin@ledstrup-psykoterapi.dk.

Tak, fordi du læste med.

/ Martin