Er du helt alene?

Kære pårørende,

En forårsdag i første halvdel af 1990’erne besluttede min mor og far, at vi skulle på Bakken dagen efter. Jeg var syv år gammel, og de tog mig i hver sin hånd, mens vi gik ud fra Vordingborggade over Østerbrogade i København. Jeg svang mig i deres arme. Eftermiddagslyset var honning, og jeg var Peter Plys.

Min mor og far var begge mennesker med tilknytning til psykiatrien. Jeg kan huske, at jeg var lykkelig, når jeg så os udefra og tænkte, at vi lignede en helt almindelig familie.

Det er mit minde, og ingen har lige præcis dette minde fra denne eftermiddag på Østerbro. Men jeg ved, at jeg deler længslen efter almindelighed med andre pårørende.

Noget andet jeg deler med andre pårørende er nætterne uden søvn. Jeg har prøvet alt. Efterhånden har jeg sluttet en slags fred med søvnløsheden, selvom det med et præcist ord er træls.

Det bedste jeg kan gøre er at acceptere situationen og stå op. I gamle dage var det jo normalt at være vågen en time eller to midt på natten. Det førmoderne menneske sov i cirka fire timer, så stod man op. Man bad til Gud sammen eller sang en stille sang; en dyb og stille stund med forbundethed i mørket. Og så gik man i seng igen.

Jeg kan sige til mig selv: “Martin, du er bare ikke så moderne.”

Det bedste jeg kan gøre er at stå op. Og nogle gange ser jeg, at fuldmånen har hældt sin væske af gennemsigtigt sølv udover hele vores have. Blegt — men lysende. Inden jeg kravler tilbage under dynen og læser lidt i en roman får jeg øje på andre oplyste vinduer midt om natten, og jeg kan ikke sige det anderledes, end at det er en form for trøst.   

“Selvom man er alene i båden, er det altid en trøst at se lysene fra de andre både vugge i nærheden,” skriver den berømte amerikanske psykoterapeut Irvin Yalom. 

Egentlig kom jeg tanke om citatet forleden, mens jeg sad med en gruppe pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Flere af dem gav udtryk for store og svære følelser, som de har været alene med i lang tid. Men det forunderlige var, at flere af de andre pårørende kunne genkende følelsen hos sig selv.

Samme følelse – forskellige historier. Følelsesmæssigt kan det være en lille åbenbaring.

At du ikke er alene om at have en svær følelse er også en vigtig del af vejen til større venlighed over for dig selv, siger den amerikanske psykolog Kristin Neff.

Det er oplagt at slå sig selv oven i hovedet, hvis det kun er dig, som synes noget er svært. Det er mindre oplagt, når du møder et andet menneske, som også synes det er svært.

Du kan være nok så mindful og sige de rigtige ting til dig selv, men din indre kritiker bliver kun for alvor overbevist af et andet menneske, som kan møde dig med en venlig og forstående opmærksomhed, fordi det andet menneske ved hvordan det er. Det er her, de følelsesmæssige brikker falder på plads.

Føler du dig helt alene? Så er mit klare, konkrete råd, at du opsøger en sammenhæng med andre pårørende. Her er du dybest set stadig alene med din situation, men du er ikke alene med dine følelser. Du er alene, men du er ikke helt alene.

Er du pårørende med behov for specialiseret 1:1 psykoterapi er du velkommen i min praksis her i Svendborg - eller online. Du kan også læse mere om mig, hvis det giver mening.

Husk som altid: Du er velkommen til at skrive et brev tilbage med spørgsmål og tanker – jeg svarer næsten altid. Du kan skrive til mig på martin@ledstrup-psykoterapi.dk.