Må du gerne blive vred?

”Nord for Alperne må man ikke have temperament,” sagde en klog, gammel og følsom mand, som jeg engang drak kaffe med på Under Uret i Svendborg. Jeg kan ikke huske årstallet. Det var før de spanske tapas på Bar 105, de hjemmebagte boller på Café Lolo. Den amerikanske præsident hed George W. Bush.

Jeg kan heller ikke huske andet fra samtalen. Men jeg husker hans pointe, fordi jeg selv har haft meget temperament – det kommer bag på de fleste. Det er blevet bedre, men tit føler jeg, at det er forkert. Og måske var det en trøst, at det ikke kun siger noget om mig, når jeg sender min vrede i skammekrogen. Det siger også noget om os.

Ja, der findes vrede, som bør holdes tilbage; den vrede, som slår over i psykisk eller fysisk vold; som går udover et uskyldigt menneske, eller vreden, som gør andre mennesker bange. Men der findes også en vrede, som fortjener at blive lyttet til — en velbegrundet, moden eller voksen vrede.

Måske kan den emotionsfokuserede terapi gøre os lidt klogere. Her taler de nemlig om en primær og en sekundær vrede.

Den sekundære vrede er en forvirrende vrede. Den er følelsesmæssigt uafklaret, og den er sekundær, fordi den forsvarer dig imod en dybere følelse, som ikke er vrede. Skam, skyld, sorg eller frygt. Du kan sagtens blive vred over, at du er ked af det, hvis din krop ved, at sorgen er ubærlig. Men den sekundære vrede er en vrede, som dræner – uden for alvor at tømme karret. Den dukker op igen og igen uden at blive forløst.

Den primære vrede reagerer direkte på en situation, hvor dine grænser rent faktisk bliver truet, eller du bliver uretfærdigt behandlet. Eller den kan vælde op for at beskytte et menneske, som du holder af. Den primære vrede gør dig klar til at handle. Den står fast og træder i karakter. Jeg får lyst til at låne titlen fra en tekst af Lone Aburas:

Det er et jeg der taler. 

Eller det var en primær vrede, som engang havde brug for at tale, men den fik ikke lov. Derfor råber den stadig op, selvom situationen egentlig er forbi. Det hedder med en teknisk term en primær maladaptiv følelse.

Det lyder fint, men her er et problem: vreden hader at sondre. Vreden ved ikke, hvad der er primært og sekundært. Den trækker i den modsatte retning af nuancer. Den amerikanske psykolog Silvan Tomkins skriver (i min oversættelse):

”En del af vanskeligheden ved at håndtere vreden er dels, at den er abstrakt (vi ved måske ikke, hvorfor vi er vrede, eller hvad der har aktiveret dette irriterende øjeblik) og dels, at den er generaliserende (den har en høj grad af frihed i forhold til dens objekter, varighed og intensitet).”

Så det kan være vanskeligt at se, hvad vreden egentlig peger på. Med andre grundfølelser er det lettere at se. Det virker mere åbenlyst, at du selv har det svært, når du siger: jeg føler mig forkert; jeg føler skyld; jeg er bange; jeg er ked af det. Det er anderledes, når du siger: jeg er vred. Den personlige sårbarhed er tit sløret af vreden.

Derfor holder jeg altid øje med, hvad der sker i mig selv, når jeg sidder med en pårørende, som begynder at blive vred. Nogle gange bliver jeg selv drænet, eller jeg mister kontakten til mig selv. Så gætter jeg på, at vreden dækker over noget andet.

Andre gange lander den pårørendes vrede som en pludselig klarhed i mit eget system – tågen, som letter omkring en rolig styrke. Så gætter jeg på, at vi nærmer os en primær vrede.

Den primære vrede fortæller dig, at der er noget, som du har brug for afstand til. Den siger ikke, at det andet menneske er forkert, eller at du i virkeligheden er en dårlig pårørende. Den siger, at du har brug for at sætte en grænse for at passe på dig selv.  Den amerikanske psykolog Kristin Neff kalder det fierce self-compassion: en medfølelse med dig selv, som siger nej tak.

En del pårørende kan blive primært vrede på deres nære, som befinder sig i en svær situation, men det er selvfølgelig en vrede, som hurtigt bliver afbrudt af sekundære følelser. Eller den bliver vendt indad: tag dig sammen. Det kan du simpelthen ikke være bekendt!

Men hvad er det egentlig, du ikke kan være bekendt, når du lytter efter vredens primære budskab — behovet, som vreden er udviklet til at sørge for? At du har brug for afstand, en pause, dit eget rum, at tegne en kridtstreg omkring dig selv? Kan du fortælle om dit behov, uden at gøre det andet menneske forkert?

Mange pårørende kan også blive primært vrede på systemet, når deres nære modtager en uretfærdig, utilstrækkelig eller inkompetent behandling. Det er en vrede, som er mindre tabuiseret. Der er sket noget, som er moralsk forkert, men vreden siger, at du kan gøre noget ved det.

Den primære vrede har næsten altid brug for at se dig handle. Vreden overfor systemet kalder typisk på en form for stemmetræning – det kan være i et psykoterapeutisk rum – hvor du øver dig i at sige højt, hvad du egentlig mener. I nære relationer kalder det på evnen til mentalisering: evnen at sætte en grænse, mens du fornemmer den anden indefra og dig selv udefra. Men grænsen skal sættes. Se, om du kan sætte ord på dine egne behov i første person ental: du er et jeg der taler.

Og der findes en forunderlig detalje i den primære, voksne vrede: den har lettere ved at træde i karakter, når du øver dig på self-compassion. Du vil altid forsvare et menneske du elsker. Det gælder også dig selv.      

Tak, fordi du læste med! Er du pårørende med behov for specialiseret 1:1 psykoterapi er du velkommen i min praksis her i Svendborg - eller online. Du kan også læse mere om mig, hvis det giver mening.

At være psykoterapeut er en livslang læring, og jeg bliver hele tiden lidt bedre ved at læse, skrive og gå i supervision — og ikke mindst ved at være sammen med mine klienter, som har betalt for at gøre mig klogere. Jeg byder det mere end velkomment, at fagfæller og pårørende skriver til mig med deres refleksioner og spørgsmål. Alt, hvad du læser på min hjemmeside, er skrevet uden brug af kunstig intelligens.

Du kan skrive til mig på martin@ledstrup-psykoterapi.dk.

Martin Ledstrup, Psykoterapeut MPF, Ph.d.