I den første session spørger jeg ind til din historie - dine erfaringer med psykoterapi og hvad du ønsker at opnå i vores forløb. Her kan du også spørge ind til mig og hvordan jeg arbejder. I de første sessioner har vi fokus på en tryg alliance og fælles forståelse af dine behov.

  • Jeg undersøger dine følelser i den svære situation - og hvilke konsekvenser det har for dit liv. Sagt på en anden måde veksler jeg mellem emotionsfokuseret og eksistentiel terapi. Er din krop i alarmberedskab kan jeg starte med at guide dig gennem nogle beroligende øvelser.

  • Har du svært ved at sove? Er din puls for høj, mens du taler grimt til dig selv? Har du tilbagevendende troldetanker om fortid og fremtid?

    Så kan det være en idé, at vi tager hul på terapien ved at undersøge dine beroligende strategier. Måske skal du have genskabt kontakten til de ting, som gør dig rolig — jeg kan også hjælpe dig med nogle korte åndedræts- eller visualiseringsøvelser, som du kan tage med videre i din hverdag.

  • Er du ked af det, bange eller vred? Føler du skyld eller skam? De forskellige grundfølelser har forskellige behov. Vreden vil fx et skridt tilbage, mens ked af det-heden vil have kontakt. At finde frem til din primære følelse i den svære situation og virkelig opleve det i vores rum er et afgørende signal om vejen frem.

  • Spørgsmål om ensomhed, tab, afmagt og det svære valg rammer os alle på et tidspunkt. At det fylder alt er uholdbart, men at flygte er ligeså uholdbart. Vi giver et trygt og afgrænset rum til de spørgsmål, som holder dig vågen om natten. Henad vejen kan du opleve en større bevidsthed om dine værdier – og modet til at handle på dem.

    Samtidig fordyber vi bevidstheden om det gode i dit liv. Jeg undersøger de øjeblikke, hvor det svære bliver mindre, fordi du er forbundet med noget andet, som er værdifuldt for dig. Det kan give dig en følelsesmæssig havn at vende tilbage til, når det trækker op til uvejr.

Henad vejen også arbejder jeg også med vores relation. Det kan blive levende mellem os, hvis du for eksempel har svært at give udtryk for dine behov i nære relationer eller på arbejdet. Her er en mulighed for at arbejde med dit stof, mens det folder sig ud.

Jeg går løbende i supervision, og som medlem af Dansk Psykoterapeutforening overholder jeg foreningens etiske retningslinjer.

Du kan altid ringe eller skrive på 4247 4494 - jeg vender typisk tilbage inden for en hverdag, hvis jeg ikke når telefonen. Du kan også skrive på martin@ledstrup-psykoterapi.dk .