Black and white portrait of a man with glasses, short hair, beard, and wearing a dark shirt and small earring.

Martin Ledstrup

Jeg har 30 års levet erfaring som nær pårørende til mennesker med fysisk og psykisk sygdom samt misbrug. I dag er jeg eksistentiel psykoterapeut MPF. Det er en beskyttet titel, som betyder, at jeg har erfaring fra det sundhedsfaglige felt og en godkendt uddannelse under Dansk Psykoterapeutforening.

I en årrække var jeg ansat til at have eksistentielle samtaler med alle slags pårørende på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Det gav mig en dyrebar og følelsesmæssig viden, som er umulig at læse sig til.

På afdelingen indså jeg, at jeg også vil arbejde med pårørende til fysisk sygdom. Grænsen mellem psykisk og fysisk lidelse kan være klar, men den er ofte uklar. Og for de pårørende oplever jeg, at de eksistentielle spørgsmål ikke er så forskellige endda.

Med en 4-årig uddannelse fra Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi kombinerer jeg eksistentielle, emotionsfokuserede og psykodynamiske perspektiver. Men generelt plukker jeg alt, som jeg kan bruge i arbejdet med pårørende.

Som tidligere forsker er jeg altid optaget af det faglige, men for mig er psykoterapien først og fremmest en kontaktvidenskab. Det er mine dybe samtaler med pårørende, som er styrende for, hvordan jeg strikker Ledstrup Psykoterapi sammen.

Jeg arbejder stadig for psykiatrien med udviklingen af civile fællesskaber. Og privat bor jeg med min partner, to børn og kat i et hus med have. Når jeg ikke prøver at være en god husejerfar læser jeg en god bog eller ser Gift ved første blik. Jeg er også overraskende glad for at være startet i et fitnesscenter.

Logo of the Pyskotherapy Outpatient Facility featuring a stylized outline of a person's face and a stethoscope, with the company name and initials in a circular arrangement.